Ekstra Bladet erfarer: Dronekøretøj påkørte bil i Zelenskyj-eskorte
Length: • 2 mins
Annotated by Kesteloo HP
Københavns Politi bekræfter, at uheldet skete i forbindelse med eskortekørsel, men har derudover ingen yderligere oplysninger
Torsdag morgen var et af politiets køretøjer involveret i et uheld ved Ørestads Boulevard/Vejlands Allé nær Bella Center på Amager, hvor EPC-topmødet løber af stablen.
Politiet har morgenen igennem været tilbageholdende med oplysninger, men har bekræftet, at 'et af deres køretøjer' har været involveret i et mindre uheld. Politikredsen har, på trods af at billeder fra stedet viser et køretøj identisk med politiets antidronekøretøj, ikke ønsket at bekræfte oplysningen.
Nu kan Ekstra Bladet erfare, at det ej heller var en 'helt normal' bil, som 'drone-dræberen' tilsyneladende kørte op i.
Der skulle nemlig ifølge Ekstra Bladets oplysninger være tale om en bil, der var involveret i den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyjs, kortege, som skulle fragte ham og hans følge til og fra topmødet i Bella Center.
Det har flere kilder med forbindelse til topmødet bekræftet over for Ekstra Bladet.
Kortfattet svar
Nærmere bestemt er der tale om en Mercedes Sprinter, som blev ramt af politiets køretøj. Torsdag morgen blev den brugt til transport af den ukrainske præsidents følge, men den har ifølge Ekstra Bladets oplysninger også indgået i transport af andre VIP-gæster under topmødet.
Ekstra Bladet har forelagt oplysningerne for Københavns Politi og spurgt politikredsen, om de kan bekræfte, at den anden implicerede part var del af præsidentens kortege, om de kan oplyse hvem, der påkørte hvem, og hvad der gik forud for hændelsen, ligesom vi igen har spurgt, om de kan bekræfte, at der er tale om et af politiets dronekøretøjer.
I en mail lyder det kortfattede svar fra politikredsen:
'Københavns Politi kan oplyse, at der i forbindelse med eskortekørsel her til morgen skete et mindre færdselsuheld mellem to køretøjer. Der skete ingen personskade ved uheldet, hvis hændelsesforløb nu skal klarlægges nærmere.'
'Københavns Politi ønsker ikke at oplyse eller kommentere yderligere.'
